
PAARISA har netop publiceret et nyt sæt af materialer til børn og unge, som på en mere farverig og spændende måde skal være med til at gøre opmærksom på Børneungetelefonens eksistens.
(1. juni 2006)
Børneungetelefonen "134" har netop haft femårs fødselsdag den 1. april i år og dens eksistens viser sin berettigelse i det ret stabile antal henvendelser, som kommer fra børn og unge i hele Grønland.
"134" ønsker at appellere til endnu flere børn og unge, som har behov for råd og vejledning for at kunne finde en vej ud af små og store problemer, som står i vejen for deres livsglæde.
Ved udformningen af materialet er der lagt vægt på børns og unges behov for farver og kreative udtryk samtidig med en kort og præcis information.
Materialet består af visitkort udformet som en sammenklappelig mobiltelefon i flere forskellige farver og design, som appellerer til børns og unges forskellige alder, køn og smag. Visitkortene findes i både grønlandsk og dansk version. Som noget helt nyt er der udarbejdet tre typer af klistermærker, der matcher visitkortene.
Idéen er ligeledes, at materialet kan bruges som samlerobjekt.
Desuden er der trykt en ny, dobbeltsproget folder med information til voksne om, hvad "134" kan tilbyde børn og unge.
Alle folkeskoler i Grønland modtager i løbet af de nærmeste dage et sæt af diverse nye materialer med en samtidig opfordring fra PAARISA om at placere det et sted, hvor børnene frit kan tage det.
Det nye materiales ide og koncept er udarbejdet af Julie Edel Hardenberg, KREA samt Lis Stender, Inuk Media.
Sidst opdateret d. 19. februar 2011