
Det seneste fund af fugleinfluenzavirus i Nordtyskland giver ikke grund til at frygte øget risiko for fugleinfluenza i Grønland.
(20. februar 2006)
Det er nu blevet bekræftet, at fugleinfluenzavirus H5N1, der i sjældne tilfælde kan smitte fra fugl til menneske, er fundet hos vilde svaner på den tyske ø Rügen, som ligger lige syd for den danske grænse.
Det grønlandske sundhedsvæsen er opmærksom på, at et eventuelt udbrud af fugleinfluenza-epidemi i Danmark vil kunne ramme Grønland i løbet af kort tid i kraft af den store rejseaktivitet mellem de to lande.
Landstyremedlem for Sundhed, Asii Chemnitz Narup, reagerede hurtigt da den første epidemi udbrød i Asien. I december 2005 nedsatte hun en Pandemigruppe bestående af eksperter fra sundhedsvæsenet. Pandemi er betegnelsen for en verdensomspændende epidemi.
Gruppen anbefaler indkøb og opbygning af et beredskabslager af Tamiflu og Amantadin til behandling af et eventuelt udbrud af influenza, samt Antibiotika til behandling af bakterielle komplikationer, som måtte støde til en egentlig influenza sygdom.
Direktoratet for Sundhed ønsker at understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er tale om en øget risiko for smitte af fugleinfluenza, hverken for den danske eller den grønlandske befolkning. I Danmark er der indtil nu ikke fundet fugleinfluenza virustype H5N1, hverken hos svaner eller andre fugle.
Fugleinfluenza smitter ikke mellem mennesker. I de sjældne tilfælde, hvor mennesker er blevet smittet, er smitten sket fra fugl til menneske. Dette er sket i forbindelse med håndtering og slagtning af sygt fjerkræ. Risikoen for smitte forudsætter altså tæt kontakt med syge eller døde smittede fugle.
Direktoratet for Sundhed anbefaler, at man følger Fødevarestyrelsens anbefalinger i forhold til omgang med fjerkræ, hvis man planlægger en rejse til et af de lande, der i øjeblikket oplever udbrud af fugleinfluenza. Anbefalingerne kan læses på Fødevarestyrelsens hjemmeside: www.foedevarestyrelsen.dk
For yderligere oplysninger kontakt Overlæge og lægefaglig konsulent Adé Ojeniyi på telefon +299 34 66 07
Sidst opdateret d. 19. februar 2011