
Nyfødte i hele landet vil fremover blive tilbudt en høreprøve ved hjælp af en ny metode. Metoden er sikker, uden risiko for beskadigelse af øret, helt uden ubehag og tager kun få sekunder. Prøven udføres af det faste personale ved alle distriktssygehuse, som varetager omsorgen for de fødende og på Dronning Ingrids Hospital.
(20. august 2007)
Formålet med det nye tilbud om høreprøve er at opdage væsentlige hørenedsættelser eller døvhed så tidligt som muligt, således at behandling kan iværksættes. Metoden er allerede afprøvet og for nylig godkendt til undersøgelse for medfødt døvhed i Danmark.
Hvert eller hvert andet år fødes et barn i Grønland med total døvhed. Det er af meget stor betydning at finde disse børn af hensyn til barnets sprogudvikling og dermed hele sociale adfærd og fremtid. Behandlingen kan være høreapparater, eventuelt mindre kirurgiske indgreb og endelig - ved de helt døve - indoperation af elektroder til det indre øre. Denne operation foregår i Danmark.
En elektrodeoperation skal foretages så tidligt som muligt og helst inden 2-års alderen. Den kan dog med godt resultat foretages op til 4-5 års alderen. Fire grønlandske børn med medfødt døvhed er indtil nu blevet opereret på denne måde. Disse ellers helt døve børn vil opnå et normalt eller næsten normalt talesprog. Dermed har de samme muligheder for at indgå i sociale relationer og for skolegang som børn med en normal hørelse.
Apparatur til brug ved høreprøven og en vejledning udarbejdet specielt til grønlandske sygehuse er blevet afprøvet på Aasiaat sygehus med tilfredsstillende resultat. Udstyr og vejledning er nu tilsendt alle fødesteder i landet, således at høreprøven kan udføres på alle nyfødte. Ved mistanke om hørenedsættelse vil barnet blive nærmere undersøgt af en øre-næse-halsspecialist.
For yderligere oplysninger kontakt Adm. Overlæge Jørn Rosborg, Øre-Næse-Hals Afdelingen, Dronning Ingrids Hospital, på telefon +299 34 43 19 eller e-mail jros@gh.gl .
Sidst opdateret d. 19. februar 2011