Nu kan de mindre børn lege sig sundere

10_kostraad"Pinguaat Peqqinnartoq/Det Sunde Spil" fra PAARISA er et dobbeltsproget spil for børn i alderen ca. 4-10 år og deres voksne.

(5. marts 2007)

"Pinguaat Peqqinnartoq/Det Sunde Spil" fra PAARISA er et dobbeltsproget spil for børn i alderen ca. 4-10 år og deres voksne. Det er et solidt brætspil, hvor spilleplade og billedbrikker er illustreret med bl.a. orange appelsiner, grønne ærter og blåsorte bær. Spillet giver de mindre børn mulighed for på en sjov måde at tilegne sig viden om kost og bevægelse, samtidig med at det stimulerer sprogudviklingen. Tilsammen faktorer, der medvirker til et sundt liv.

 

Gennem spillet leger børnene sig frem til en viden om, hvad der er sundt og usundt at spise. Princippet er enkelt: Jo sundere maden er, jo flere felter kan man rykke frem - ved usunde fødevarer, som for eksempel sodavand og sukkerholdige morgenmadsprodukter rykker man derimod tilbage.

 

Spillet indeholder også forslag til fysiske aktiviteter. Der indgår aktivitetskort, hvor det er meningen, at alle deltagerne skal udføre den aktivitet, der beskrives på kortene: eksempelvis at gå krabbegang på alle fire med maven mod loftet. Billedbrikkerne er udformet parvis med henholdsvis grønlandsk og dansk tekst, således at spillet kan spilles som et huskespil og sprogspil i ét.

 

Det kan varmt anbefales, at familien samles om spillepladen i hjemmene som udgangspunkt for en dialog om spisevaner og livsstil. Endvidere er det oplagt, at pædagoger og lærere bruger det i dagligdagen med børnene.

 

Voksne, der ønsker mere baggrundsviden om sund livsstil, anbefales at læse hæftet "Sunde råd om kost og bevægelse for de 4 - 10 årige", som blev udgivet af Ernæringsrådet i 2005. Hæftet er gratis og kan bestilles hos PAARISA.

 

Det Sunde Spil er udviklet i et samarbejde med Info Design og distribueres til alle landets børnehaver, fritidshjem og skolernes første trin.

 

Desuden støtter Brugsen, Pisiffik og Pilersuisoq den gode sag ved at sælge spillet i deres butikker for 99,-kr. Pengene går ubeskåret til en pulje i PAARISA, hvorfra der kan søges tilskud til sunde aktiviteter.

 

For yderligere oplysninger kontakt Anita Johansen; Konsulent i PAARISA, på telefon +299 34 66 76 eller e-mail ANIJ@gh.gl eller Bodil Karlshøj Poulsen, Afdelingschef, på telefon +299 34 66 74 eller e-mail BKP@gh.gl
Sidst opdateret d. 19. februar 2011