
De foreløbige resultater af en undersøgelse for tuberkulose blandt skolebørn i Nuuk bekræfter, at tuberkulosesituationen i Grønland stadig er alvorlig.
(7. marts 2008)
De foreløbige resultater viser, at 12 % af 1. og 10./11. klasses børn i Nuuk er smittet med tuberkulose. Det er vigtigt, at understrege at blodprøven kun viser, at børnene har været udsat for smitte. Den viser ikke, at børnene er syge af tuberkulose eller smitter. Forældre, lærere og kammerater skal derfor ikke være urolige og omgås børnene helt som de plejer. Børnene skal i behandling for at undgå, at de bliver syge på et senere tidspunkt – 75 % smittede børn og 90 % smittede voksne bliver ikke syge.
Undersøgelsen af skolebørn i Nuuk er det første af sin art og viser dermed ikke udviklingen af smittespredningen blandt skolebørn i Nuuk. Men det foreløbige resultat tages alvorlig, da smittespredningen i andre skoleklasser ikke kendes. Yderligere kendes den totale smittespredning blandt børn og voksne i Grønland ikke. Det nøjagtige billede af tuberkulose situationen er svær at opgøre, da personer kan være smittede uden at være syge.
Forholdsregler
Når et barn testes positiv for tuberkulose, viser det kun, at barnet har været udsat for smitte. Det viser ikke, at barnet har sygdommen tuberkulose eller, at det kan smitte andre. Det er kun yderst sjældent at børn kan smitte andre med tuberkulose, derfor er der ingen grund til at frygte kontakt med et barn, der er testet positiv for tuberkulose.
Tuberkulosesmitten spredes primært af voksne. Smitten spredes via spyttet, men kun fremskreden tuberkulose i lungerne smitter. Derfor kan man ikke blive smittet ved kontakt med mennesker, der bærer smitten, eller som har udviklet tuberkulosesygdommen et andet sted end i lungerne, fx i knoglerne. Man kan heller ikke blive smittet af folk, som er i behandling for tuberkulose, når behandlingen har varet over 14 dage.
Hvis antallet af tuberkulosesmittede i Grønland skal nedbringes, er det nødvendigt, at de mennesker, der har fremskreden tuberkulose i lungerne hurtigt kommer i behandling, så de ikke smitter andre. Symptomerne på fremskreden lungetuberkulose er langvarig hoste, vægttab og nattesved. Hvis man oplever disse symptomer, bør man opsøge sundhedsvæsenet og blive undersøgt for tuberkulose.
National strategi for bekæmpelse af tuberkulose
De foreløbige resultater fra Nuuk bekræfter nødvendigheden af den forstærkede indsats mod tuberkulose, som Landsstyret har igangsat.
Landsstyret vedtog sidste efterår ”National strategi for bekæmpelse af tuberkulose 2007-2012”. På baggrund af den høje forekomst af tuberkulose her i landet blev det besluttet, at alle skolebørn i 1. og 10./11. klasse skal undersøges for tuberkulose fra 2008 og frem til 2012. Der er afsat i alt ca. 15 mio. kroner til bekæmpelse af tuberkulose.
Hovedelementerne i national strategien er en øget oplysningsindsats, fokus på efteruddannelse af sundhedspersonale og en styrket indsats omkring undersøgelse for tuberkulose og opfølgning på resultaterne.
Yderligere indgår Landsstyrets Folkesundhedsprogram også som en vigtig brik i bekæmpelsen af tuberkulose, fordi en sund livsstil og et godt helbred, er det bedste forsvar mod sygdommen.
Læs mere om tuberkulose på Sundhedsportalen www.peqqik.gl
For yderligere, oplysninger kontakt:
Landsstyremedlem for Familier og Sundhed Arkalo Abelsen på telefon +299 34 66 05
Sidst opdateret d. 19. februar 2011