Kendskabet til sund kost er udbredt i Grønland

paadenfedeEn undersøgelse om befolkningens kendskab til de ti kostråd og i hvilket omfang de efterleves er netop afsluttet. Undersøgelsen er lavet af PAARISA i samarbejde med Ernæringsrådet og Peter Bjerregaard fra Statens Institut for Folkesundhed. Den praktiske del er lavet af HS Analyse. Undersøgelsen blev foretaget i byerne Nuuk, Qaqortoq, Narsaq, Maniitsoq, Aasiaat, Upernavik, Tasiilaq og Qaanaaq samt i udvalgte bygder.

(21. december 2008)

En undersøgelse om befolkningens kendskab til de ti kostråd og i hvilket omfang de efterleves er netop afsluttet. Undersøgelsen er lavet af PAARISA i samarbejde med Ernæringsrådet og Peter Bjerregaard fra Statens Institut for Folkesundhed. Den praktiske del er lavet af HS Analyse. Undersøgelsen blev foretaget i byerne Nuuk, Qaqortoq, Narsaq, Maniitsoq, Aasiaat, Upernavik, Tasiilaq og Qaanaaq samt i udvalgte bygder.


Resultaterne viser, at 43 % har hørt om de ti kostråd, og specielt kvinderne (46 %) og befolkningen i bygderne (49 %) har hørt om Ernæringsrådets kampagne. Af de kostråd, som bedst kunne huskes, var Spis frugt og grøntsager hver dag (52 %), Spis grønlandske fødevarer; ofte fisk (43 %) og Spis varieret (39 %). Sidstnævnte er det vigtigste råd.


Rådet om frugt og grøntsager var specielt kendt i Nuuk (72 %) i forhold til de andre områder (33-49 %). Dette skyldes sandsynligvis, at især bygderne (19 %) og de mindre byer (18 %) sommetider fandt det svært at skaffe grøntsager sammenlignet med i de større byer (5 %). Oftest er det varer såsom kartofler, gulerødder og agurker, der savnes mest. Manglen på grøntsager afspejles også i, at kun 17 % i bygderne og 21 % i de mindre byer mod 32 % i de større byer spiser grøntsager hver dag.

Samme billede tegner sig for frugt, hvor kun 8 % i de større byer mener det ofte sker, at man ikke kan skaffe frugt og bær, hvorimod dette hænder 28 % i de små byer og 22 % i bygderne. I de større byer spiser 33 % frugt og bær hver dag mod kun 12-15 % i mindre byer og bygder.


Undersøgelsen viste også, at det er relativt nemt at spise varieret som borger i Grønland, dog lettere i Nuuk og i Syd- og Midtgrønland sammenlignet med Nordvest-, Nord- og Østgrønland. I alle områder var der enighed om, at det er nemt at skaffe grønlandske fødevarer.

PAARISA og Ernæringsrådet finder det positivt, at mange drikker vand til aftensmad (75 %), dog drikkes der også ofte saftevand til aftensmaden (40 %). Sodavand, vin og øl drikkes derimod sjældent (1-5 %). Det 7. råd er nemlig Drik vand – drik mindre saft og sodavand.


Specielt kvinderne (72 %) tænker på sund kost, når der handles ind, i forhold til mændene (55 %), hvilket er i god tråd med rådet Tænk over, hvad du spiser – dette til trods for, at kun 4 % kunne huske dette råd. Næsten 2/3 tænker i sundhed, når de køber ind – flest i Nuuk og færrest i bygderne. Selvom 42 % mener, at det skal være sundt, er der også 23 %, der køber billigt, 24 % der køber efter om det smager godt, og flest ufaglærte køber efter prisen. Specielt de yngre (15-29 år) går efter, at det skal være nemt at lave.

Undersøgelsen viste ligeledes, at kostrådene Spis fedt med omtanke (24 %), Spis mindre sukker, slik, chips og kager (18 %) samt Vær i bevægelse mindst en time om dagen (10 %) har ramt relativt få. Disse områder vil PAARISA og Ernæringsrådet arbejde videre med, således at rådene fremover bliver bredere kendt.


Herudover viser undersøgelsen, at det økonomisk aspekt for nogle kan være afgørende for om de 10 kostråd kan efterleves. Ernæringsrådet vil fortsætte den vigtige dialog med detailhandelen og hjemmestyret om lavere priser på sunde fødevarer samt lettere tilgængelighed heraf.


De 10 kostråd

Alle de ti kostråd kan også findes på PAARISAs hjemmeside www.paarisa.gl, hvor materialet kan downloades eller bestilles.

Formand for Ernæringsrådet Gert Mulvad kan kontaktes på 483253 for yderligere information om undersøgelsen.

Sidst opdateret d. 19. februar 2011