
Den 22. oktober 2008 indvier Landsstyremedlem for Familie og Sundhed Arkalo Abelsen officielt Telemedicin i Grønland fra Paamiuts sundhedscenter.
(22. oktober 2008)
Den 22. oktober 2008 indvier Landsstyremedlem for Familie og Sundhed Arkalo Abelsen officielt Telemedicin i Grønland fra Paamiuts sundhedscenter.
Landstinget har bevilget 26,4 millioner kr til, at der over de næste 3 år bliver opsat telemedicinsk udstyr over det meste af Grønland. I år bliver der opsat i alt 15 sæt udstyr i Aasiaat, Kangaatsiaq, Paamiut og Qaqortoq sundhedsdistrikter. Næste år bliver der opsat yderligere 31 sæt, især i yderdistrikterne. De sidste bygder og byer får telemedicinsk udstyr i 2010.
Det telemedicinske udstyr består af en almindelig computer med forskellige medicinske apparater koblet til. I Grønland har udstyret fået navnet Pipaluk, den omsorgsfulde. Brugerplatformen på Pipaluk er udviklet af The Alaska Federal Healthcare Access Network (AFHCAN). Udstyret bliver leveret af det amerikanske firma AMD Technologies. Pipaluk er let at bruge, og IT-personale i Nuuk kan løse eventuelle problemer ved hjælp af fjernstyring.
Med det nye telemedicinske udstyr kan Sundhedsvæsenet sikre bedre adgang til sundhedsydelser for alle borgere. Sundhedsvæsenet kan imødekomme borgernes ønsker om at blive behandlet tæt på deres eget hjem. Der bliver mulighed for at forbedre sundhedsbetjeningen i først og fremmest bygderne, men også i byerne. ”Vores mulighed for at udvide specialistrådgivningen øges væsentligt. Med det nye udstyr kan vi undgå, at nogle patienter først behandles færdigt, når specialisten kommer til bygden næste gang,” fortæller lægefaglig chefkonsulent i Sundhedsvæsenet, Kent Kleinschmidt.
Læs mere om Telemedicin på www.peqqik.gl/telemedicin
For yderligere oplysninger kontakt:
Lægefaglig chefkonsulent Kent Kleinschmidt, telefon: (+299) 34 47 19
Sidst opdateret d. 19. februar 2011