
Den store arktiske sundhedskongres i Yellowknife har været en stor succes med over 650 deltagere fra alle de arktiske lande. Grønland har været stærkt repræsenteret, og der blev holdt en række foredrag fra forskningsprojekter i Grønland. Her beretter professor i arktisk medicin, Peter Bjerregaard fra kongressen.
(16. juli 2009)
Det største udbytte af kongressen har for mig været den opbygning af netværk med andre forskere og forskningsinstitutter, som er foregået mellem sessionerne. Vi har blandt andet aftalt at etablere et samarbejde mellem de små forskningsinstitutter i det arktiske, som alle slås med den samme type praktiske problemer, konkret startende med et samarbejde mellem Grønlands Institut for Sundhedsforskning (GIHR) og Institute for Circumpolar Health Research i Yellowknife.
Også de mange sattelitmøder har været produktive. Der er aftalt en arktisk ph.d. skole i København i maj 2010 med fokus på dels kost, dels ulighed i sundhed. Og endelig blev Kue Young og jeg valgt som formænd for Arktisk Råds ekspertgruppe om sundhed.
Ph.d.-studerende Christina Viskum Lytken Larsen fra Institut for Sundhedsforskning på Center for Sundhedsuddannelser, PI har på konferencen fået en pris fra Jens Peder Hart Hansen's Memorial Fund, der gives til yngre forskere i det cirkumpolare område. Hun har fået prisen i anerkendelse af hendes dygtige arbejde med ph.d. studiet om ludomani og hendes indsats i forhold til etableringen af Grønlands Institut for Sundhedsforskning (GIHR).
Gert Mulvad fik ved samme lejlighed J.A.Hildes medaljen, Medaljen gives til personer, der gennem tiden har ydet et stort bidrag til forskning og sundhedsfremme i det cirkumpolare område.
Sidst opdateret d. 19. februar 2011