Tilbud om vaccination mod H1N1-influenza til alle borgere

eli_logoAlle borgere, der ønsker det, har nu mulighed for at blive vaccineret mod influenza A (H1N1) ved henvendelse til sundhedsvæsenet.

(18. marts 2010)

I forbindelse med den verdensomspændende epidemi, også kaldt pandemien, med influenza A (H1N1) udarbejdede Landslægeembedet en strategi for vaccination af bestemte risikogrupper. Sundhedsvæsenet indkøbte herefter vacciner svarende til Landslægeembedets anbefaling.


Som pandemien udviklede sig, blev anbefalingen for vaccinationen ændret. De fleste kunne klare sig med en vaccination i stedet for to. Derfor har Landsapoteket, efter at risikogrupperne er tilbudt vaccination, et overskud af vaccine.


Efter en aftale med medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Agathe Fontain tilbydes nu vaccination mod influenza A (H1N1) til alle borgere. Vaccination kan ske ved henvendelse til sundhedsvæsenet. Tilbuddet er gældende så længe Landsapoteket har vaccine på lager.


Det er Landslægeembedets vurdering, at det stadig er relevant at lade sig vaccinere mod influenza A (H1N1) da:

  • WHO fortsat opretholder pandemiberedskabet, da det ikke kan udelukkes, at pandemien fortsat vil udvikle sig på den sydlige halvkugle.
  • det ikke kan udelukkes, at der kommer en ny bølge af influenza A (H1N1), selv om risikoen her for vurderes som lille.
  • influenza A (H1N1), modsat andre kendte typer af influenza, også har givet komplikationer hos børn og unge, der ikke indgår i en risikogruppe.
  • sæsoninfluenzavaccinen, der sandsynligvis kommer til at indeholde influenza A (H1N1), først tilbydes sidst på året, og kun tilbydes ældre samt visse risikogrupper.
  • ældre borgere der normalt bliver vaccineret mod sæsoninfluenza også vil have gavn af H1N1-vaccinen, da vaccinen mod influenza A (H1N1) kan gives nu, og da en efterfølgende vaccination mod sæsoninfluenza kun vil give en endnu bedre beskyttelse. Det bør dog tilføjes, at noget tyder på at den ældre del af befolkningen allerede har nogen modstandskraft mod influenza A (H1N1).

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til landslæge Flemming Kleist Stenz, Telefon 345192

 

Sidst opdateret d. 19. februar 2011