Tandplejen indfører kvalitetsmodel

Aveq_lilleTandplejen har netop indført den landsdækkende kvalitetsmodel ”Kigutigissaavitsialak”, som skal sikre en høj og ensartet kvalitet i hele tandplejen.

(20. oktober 2010)

Modellen bygger på to grundpiller: udarbejdelse af procedurer og arbejdsformen ”Kaizen”, som kort kan beskrives som et værktøj til problemløsning og til effektivisering og skabelse af trivsel.


- Vi har valgt at indføre en kvalitetsmodel, som er overskuelig og relativt enkel at indføre. Den er blevet særdeles vel modtaget af tandplejens personale, som allerede nu beretter om den positive effekt som kvalitetsmodellen ”Kigutigissaavitsialak” har på kvaliteten af det arbejde, de udfører, siger cheftandlæge Frank Senderovitz.


Indførelsen af faste procedurer for alle arbejdsopgaver sikrer, at tandklinikkerne altid lever op til samme kvalitet, også selv om der er skiftende personale. Procedurerne findes i forskellige udgaver. Der er centralt udarbejdede procedurer, som indeholder overordnede regler og retningslinjer, men også lokalt udarbejdede procedurer, som beskriver lokale forhold og arbejdsmetoder.


Kaizen er japansk og betyder ”positiv forandring” eller ”løbende forbedring”. Metoden går ud på, at alle medarbejdere inddrages i fremlæggelse, drøftelse og løsning af problemer. Alle skal høres og bliver det. Resultatet er, at den gensidige respekt på arbejdspladsen øges mærkbart, hvilket har en positiv effekt på kvaliteten af det arbejde, der bliver udført.


- Jeg er meget tilfreds med, at tandplejen har indført kvalitetsmodellen ”Kigutigissaavitsialak”. Jeg er sikker på, at tandplejens målrettede arbejde med kvalitet, vil være til stor inspiration for resten af sundhedsvæsenet, udtaler Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed, Agathe Fontain.


For yderligere oplysninger, kontakt:
Cheftandlæge Frank Senderovitz på telefon: +299 34 43 94 eller e-mail: frse@peqqik.gl

Sidst opdateret d. 19. februar 2011