
Et tre dages seminar om alkohol med titlen ”Tid til holdningsændring” er godt i gang i Katuaq med deltagelse af godt og vel 100 fagfolk fra hele kysten. Allerede på andendagen af seminaret kan deltagerne konkludere, at børn og unge rammes hårdest af alkoholmisbrug. Deltagerne er enige om, at børn og unge derfor må være omdrejningspunktet, når holdningerne omkring alkoholforbruget skal ændres.
(13. september 2011)
- Vi kan ikke give alkoholen skylden for problemerne, når det er os mennesker, der vælger at drikke. Alle har et ansvar for vores drikkekultur, derfor må vi alle være med til at løse dette samfundsproblem, sagde formand for Alkohol- og Narkotikarådet, Inuk Bourup-Nielsen.
Seminaret slutter i dag og skal munde ud i en række anbefalinger til Naalakkersuisut om fremtidens indsats for at nedbringe de alkoholrelaterede problemer i det grønlandske samfund.
- Hvis vi for alvor vil gøre op med misbruget, må alle tage et ansvar for eget liv. Mange har gennemgået en hård opvækst eller på andre måder haft et hårdt liv, men dette må ikke bruges som undskyldning for, at man flygter fra problemerne ved at drikke sig fra sans og samling. Det løser ikke problemerne, men gør dem større. Så længe vi lever, vil der altid komme problemer, vi vil fortsat opleve op- og nedture, det er en del af livet. Det er nødvendigt, at den enkelte i stedet lærer ikke at lade sig fange i offerrollen, men at tage ansvar for egen livssituation, sagde medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Agathe Fontain blandt andet i sin velkomsttale til seminardeltagerne.
Agathe Fontain håber på at få input til, hvordan Naalakkersuisuts fremtidige indsats på alkoholområdet kan struktureres, således nøgleordene nytænkning og holdningsændring kan komme til fuldt udtryk. Agathe Fontain vil derfor anmode Alkohol- og Narkotikarådet komme med en opsamling og indstillinger på baggrund af anbefalingerne fra seminaret. Disse vil blive medtaget i det videre arbejde omkring alkohol og alkoholmisbrug.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed, Agathe Fontain, tlf. +299 55 33 03
Formand for Alkohol- og Narkotikarådet, Inuk Bourup-Nielsen, tlf. +299 55 65 09
Sidst opdateret d. 21. september 2011