
Den 24. januar 2011 var Grønland til eksamination ved FN’s Børnekomite for at berette om, hvordan Grønland lever op til FN’s Børnekonvention.
(25. januar 2011)
Eksaminationen foregik i Geneve. Grønland og Færøerne indgik som en del af den danske delegation. Under eksaminationen kom komitéen omkring en lang række aspekter af grønlandsk forvaltning af børne- og ungeområdet.
I den indledende fremlæggelse blev det pointeret, at Naalakkersuisut har sat børns rettigheder og trivsel øverst på den politiske dagsorden i Grønland, og at Naalakkersuisut ser børns velfærd, sundhed og uddannelse som en central forudsætning for udviklingen af det grønlandske Selvstyre.
Under eksaminationen blev det fremlagt, at Naalakkersuisut har iværksat en lang række nye initiativer til gavn for børn og unge inden for blandt andet uddannelse, sundhed og på det sociale område. Specielt blev peget på arbejdet med den kommende tværfaglige børne- og ungestrategien, samarbejdet med UNICEF i Danmark omkring børne- og ungelovgivningen og andre vigtige initiativer, der har betydning for børn og unge. Samtidig blev det erkendt, at der stadig er udfordringer, der skal overvindes.
Angående Grønland fokuserede FN-komitéen primært på Selvstyrets centrale prioriteringer og initiativer på børneområdet, generelt om uddannelsesområdet og sikring af det grønlandske sprog, børne- og ungepolitikker i kommunerne samt psykisk sundhed og børn og unges sundhedsadfærd.
Eksaminationen tog udgangspunkt i Danmarks 4. periodiske rapport til FN's Komité om Barnets Rettigheder, der indeholder et appendiks med rapportering om relevant lovgivning, data og initiativer i Grønland. Komitéen eksaminerede på baggrund af rapporten repræsentanter fra Danmark og Færøerne samt Grønland, som var repræsenteret ved Departementet for Sociale Anliggender og Departementet for Sundhed.
Senere i 2011 vil komiteens konklusioner og anbefalinger blive fremsendt og forelagt for Naalakkersuisut.
Formanden for Børnekomiteen sendte til afslutning de varmeste hilsner til alle børn i Grønland, på Færøerne og i Danmark. Formandens egen pressemeddelelse kan læses på FN’s hjemmeside.
Sidst opdateret d. 19. februar 2011