
Departementet for Sundhed har netop modtaget den glædelige nyhed om, at Jonathan Motzfeldts Fond uddeler 40.000 kr. til Patienthotellet i Nuuk og 40.000 kr. til Patienthjemmet i København. Midlerne skal bruges til trænings - og kommunikationsudstyr til glæde for patienterne.
(4. april 2011)
- På sundhedsvæsenets vegne vil jeg gerne takke Jonathan Motzfeldts Fond for den gavmilde donation. Jeg ved, at Jonathan Motzfeldt var meget optaget af at skabe bedre vilkår for de patienter, der må forlade deres hjem for at modtage behandling. Der er ingen tvivl om, at Fondens bidrag vil komme rigtig mange patienter til gode, udtaler Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed, Agathe Fontain og forsætter:
- Efter Fondens ønske vil midlerne blive brugt til trænings- og kommunikationsudstyr. Dermed medvirker Fonden til at give patienterne bedre muligheder for at træne, og for at kommunikere med familie og venner. Vi er glade for, at Fonden har valgt at støtte netop disse formål, for fysisk aktivitet og kontakten med familie og venner har stor betydning for livskvaliteten, når man som patient opholder sig langt fra sit hjem for at modtage behandling, slutter Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed, Agathe Fontain.
For yderligere oplysninger kontakt: Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed, Agathe Fontain på tlf: +299 55 33 03
Sidst opdateret d. 5. april 2011