
Ny rapport om befolkningsundersøgelsen 2005-2009 sætter fokus på vores sundhedstilstand og på vores brug af og tilfredshed med sundhedsvæsenet. Rapporten ser også nærmere på den forebyggende indsats, herunder folkesundhedsprogrammet Inuuneritta.
(18. oktober 2011)
Der er blevet lidt flere, der udtrykker tilfredshed med sundhedsvæsenet, men utilfredsheden drejer sig om det samme som i 1993, herunder utilfredshed med undersøgelse eller behandling, personalets opførsel samt ventetid og tidsbestilling.
Rygning og overvægt er fortsat de største trusler mod folkesundheden i Grønland. På trods af den stigende forekomst af fedme er forekomsten af diabetes og forhøjet blod-tryk uændret i forhold til 1993. Tallene er høje: så mange som 8% af alle voksne har diabetes og 35% har forhøjet blodtryk.
Undersøgelsen viser også, at kolesteroltallet siden 1993 er steget for mænd, men ikke for kvinder, og at blodets indhold af kviksølv fra sæler og hvaler er faldet i takt med at der er sket ændringer i kosten.
- ”Selvom befolkningens livsstil og levevilkår gennem tiden har ændret sig i betydelig grad, slår de samfundsmæssige ændringer tilsyneladende kun langsomt igennem på sygdomsmønsteret”, siger professor Peter Bjerregaard, som står bag befolkningsundersøgelserne.
Når befolkningen skal beskrive generende symptomer og langvarig sygdom er disse oftest relateret til smerter i muskler, led og knogler. Forekomsten af sygdomme i form af meget generende symptomer eller langvarig sygdom er høj, men dog uændret eller formindsket sammenlignet med de tidligere befolkningsundersøgelser.
Rapporten konkluderer, at der er et stort potentiale for forebyggelse. Statens Institut for Folkesundhed har sammen med Departementet for Sundhed i Grønland gennemført landsdækkende befolkningsundersøgelser i 1993, 1999 og nu senest i 2005-2010. Undersøgelserne har udgjort et væsentligt grundlag for det grønlandske folkesundhedsprogram og vil fremover blive søgt gennemført hvert fjerde år for at følge folkesundhedsprogrammet.
Rapporten ”Sygdom og sundhedsvæsen – Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2005-2009” kan læses her.
For yderligere oplysninger kontakt: Professor, dr. med. Peter Bjerregaard Center for Sundhedsforskning i Grønland, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og Departementet for Sundhed på tlf.: +299 23 54 15
Sidst opdateret d. 18. oktober 2011