
Sundhedsvæsenets Livsstilsgruppe har udviklet en metode, der skal øge fokus på rygning, og støtte flere i at holde op med ryge
(14. juni 2011)
”Ryger du? Har du overvejet at holde op?” Måske får du disse spørgsmål, næste gang du henvender dig til sundhedsvæsenet. Med Livstilsgruppens nye metode til at sætte fokus på rygning, vil sundhedspersonalet i fremtiden benytte enhver relevant lejlighed til at tale med patienterne om rygevaner og støtte op om rygestop.
Sundhedsvæsenet i Nuuk er allerede så småt begyndt at benytte den nye metode, som med tiden vil blive implementeret i hele landet. Til oktober afholdes der kursus i den nye metode for sundhedspersonalet.
Ifølge den seneste befolkningsundersøgelse ryger næsten 70 % af den voksne befolkning, og rygning udgør det største problem i forhold til livsstilssygdomme.
- Rygning er ekstremt farligt, og rygning er forbundet med betydelig sygelighed og tidlig død. Derfor har vi valgt at sætte ekstra fokus på rygning med denne metode, der har til formål, at finde og støtte op omkring de personer, der er motiveret for et rygestop, udtaler læge og projektleder for Livsstilsgruppen Michael Lynge Pedersen.
- Når sundhedsvæsenet sætter ekstra fokus på rygning og rygestop, er det helt i tråd med intentionerne i den nye strammere rygelov, der trådte i kraft d. 1. oktober 2010. Det er en klar sundhedspolitisk målsætning, at flere holder op med at ryge, for det er den eneste vej frem, hvis vi skal forbedre folkesundheden, udtaler Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Agathe Fontain.
Livsstilsgruppen er en projektgruppe i sundhedsvæsenet, som blandt andet udarbejder metoder til håndtering af livsstilssygdomme. Gruppen består af en læge, en sygeplejerske, en kostkonsulent og en fodterapeut. Se også www.amisut.gl
For yderligere information kontakt læge og projektleder for Livsstilsgrupen Michael Lynge Pedersen på tlf: + 299 34 44 43 eller e-mail:
milp@peqqik.gl
Sidst opdateret d. 17. juni 2011