|
Projekt "Tidlig indsats overfor gravide familier" er godkendt som et projekt under Inuuneritta (Folkesundhedsprogrammet), og følger kvinden/familien fra graviditetens start og indtil barnet er 2 år gammelt.
Projektets formål er at yde distrikterne hjælp til at udvikle nye samt samle og koordinere de allerede eksisterende tiltag for de gravide familier, for derved at intensivere og styrke indsatsen omkring forebyggelsen af omsorgssvigtede børn.
Målet er at tilbyde personalet en tværfaglig og målrettet metode til at opspore gravide med særlige behov, samt at koordinere og udfærdige handlingsplaner således at en tilstrækkelig hjælp til den gravide familie kan tilbydes og aktiveres. Denne tværfaglige indsats sker i tæt samarbejde med den gravide familie og med udgangspunkt i den gravides egne ønsker og ressourcer.
Projektets udgangspunkt er at engagere i og kvalificere det hjemmehørende personale til denne indsats. Projektpersonalet vil primært bestå af relevante personer såsom jordemødre, socialrådgivere, psykologer og sundhedsplejersker. Men også andre faggrupper vil i nogle distrikter være en ressource for projektet, idet et bredt tværfagligt samarbejde vil øge muligheden for at få aktiveret de aktuelle handlingsplaner. Projektpersonalet vil desuden få mulighed for at få supervision og efteruddannelse i form af kurser tilrettelagt af Center for Sundhedsuddannelser / Peqqissaanermik Ilinniarfik.
Projektet er i fuld gang i Nuuk og forventes at komme op at stå i Aasiaat i slutningen af maj 2007, samt i Tasiilaq og Illoqqortoormiut i løbet af juni 2007. Hvis alt forløber optimalt, vil det desuden være muligt, at Qeqertarsuaq og Qasigiannguit kommer med i projektet til september 2007. Ydermere vil 3 distrikter om året indtil 2010 få tilbud om at deltage i projektet.
I det daglige varetages koordinationen og ledelsen af projekt " Tidlig indsats overfor gravide familier" af Center for Sundhedsuddannelser / Peqqissaanermik Ilinniarfik i samarbejde med Paarisa.
For yderligere information - kontakt venligst projektkoordinator Birgit Hansen på tlf. 34 99 54 eller på e-mail biha@gh.gl. |