Sådan testes for tuberkulose

Mantoux-testen

Lægen eller sygeplejersken indsprøjter et stof ved navn Tuberkulin i huden. Prøven aflæses efter 72 timer. Hvis der kommer en tydelig hudreaktion i form af rødme og hævelse, kan det være et tegn på, at man er smittet med tuberkulose. Man kan ikke afgøre, om en person er smittet med tuberkulose ud fra Mantoux-testen alene. Testen giver nemlig også udslag, hvis man tidligere er blevet vaccineret mod tuberkulose eller tidligere har haft tuberkulose.

Quantiferon-test

Ved hjælp af en blodprøve er det nu blevet muligt at påvise smitte med tuberkulose bakterien.


Røntgen

Røntgenundersøgelse af lungerne er en central undersøgelse ved tuberkulosemistanke. På røntgenbilledet kan lægen se, om der er skygger og eventuelt bylder på lungerne. Lungeforandringer kan betyde, at der kan være tale om tuberkulose.

Dyrkning af tuberkelbakterier

I mange tilfælde kan tuberkelbakterier først påvises ved en såkaldt dyrkning. Det vil sige, at opspyt eller andet prøvemateriale anbringes i et glas med specielle næringsmidler, hvorefter bakterierne fremdyrkes. Dyrkningen tager fire til otte uger, og foretages af Statens Serum Institut i Danmark.

Sidst opdateret d. 19. december 2010