Telemedicinudstyret PIPALUK – et vigtigt redskab

PIPALUK er først og fremmest en computer med adgang til internettet. Derudover er der flere forskellige apparater tilknyttet Pipaluk. Samtlige byer samt bygder med mere end 50 indbyggere har i dag installeret en Pipaluk.
 

En bygdesundhedsarbejder kan efter en kortere oplæring undersøge patienterne ved hjælp af PIPALUK. Herefter kan hun sende undersøgelsens resultater til regionssygehuset, hvor resultaterne gennemgås af personalet. Bygdesundhedsarbejderen får herefter at vide, hvilken behandling der eventuelt skal igangsættes.

PIPALUK vil kunne give de mindre bosteder mere lige adgang til sundhedsvæsenet, fordi:

• flere oplysninger om patientens helbred hurtigt kan sendes til sygehuset
• der kan laves mere omfattende undersøgelser af patienterne lokalt, så de ikke behøver at rejse for at blive set af en læge
• det sundhedsfaglige personale i yderområderne kan få mere rådgivning og støtte

Hvad kan PIPALUK?
PIPALUK har udstyr, som kan måle mange forskellige ting. PIPALUK har blandt andet:


• Otoskop, til undersøgelse af ører
• EKG-apparat, som kan måle og vise hjertets aktivitet
• Apparat til at måle blodtryk, puls, iltmætning og temperatur
• Digitalkamera, som kan tage billeder af skader og sygdomme på huden
• Videokamera, til at filme større områder af kroppen
• En computer som gemmer de oplysninger, de forskellige apparater har samlet, hvorefter de kan sendes via internettet.

PIPALUK
Foto: Departementet for Sundhed

Sidst opdateret d. 16. december 2010