
Naalakkersuisoq Agathe Fontain orienterede torsdag i sidste uge Familie- og Sundhedsudvalget om ”Kræftredegørelsen 2011”. Dette skete på et miniseminar med deltagelse af fagpersoner fra Det grønlandske Sundhedsvæsen.
(25. januar 2012)
Agathe Fontain indledte mødet med at sige: ”På kræftområdet står vi nu for foden af en trappe. Kræftredegørelsen er det første skridt opad, det næste bliver arbejdet frem mod en egentlig kræftplan. Yderligere trin bliver løbende justeringer, ændringer og nye planer.”
Kræftredegørelsen belyser, hvordan det går med de nuværende tilbud indenfor forebyggelse, diagnostik, behandling og pleje, rehabilitering og lindrende behandling. Agathe Fontain havde derfor indkaldt Familie- og Sundhedsudvalget for at fremlægge og diskutere det videre arbejde frem mod en egentlig kræftplan.
”Befolkningen ser på sundhedsvæsenets evne til at diagnosticere og behandle kræft som et synligt mål for, hvor godt vores sundhedsvæsen fungerer”, siger Agathe Fontain.
Kræft rammer mange. Det er derfor vigtigt, at Familie- og Sundhedsudvalget deltager på et seminar som dette, hvor der er fokus på bedre kræftbehandling og gode patientforløb.
”Forebyggelse er en meget vigtig del af indsatsen mod kræft. For første gang i 30 år har vi set et lille fald fra 2005-2009 i antallet af lungekræfttilfælde. Lad os håbe, at denne positive udvikling fortsætter. Den nye MR scanner vil også få uvurderlig betydning for vores mulighed for at udrede og følge patienter med kræft” siger Agathe Fontain.
For yderligere oplysninger kontakt Departementschef Ann Birkekær Kjeldsen på tlf.: +299 48 49 15 eller e-mail: abk@nanoq.gl
Sidst opdateret d. 25. januar 2012