
I disse dage modtager skoler og ungdomsuddannelser drikkedunke, postkort og bogmærker med information om, at indtagelse af store mængder energidrik kan være ødelæggende for søvn og koncentrationsevne.
(17. august 2012)
En ung pige med rødsprængte øjne, gule tænder og en hjerne, der bobler og syder. Sådan ser man ud, når man har drukket for meget energidrik ifølge Martin Brandt Hansens velkendte streg. Når den samme pige vælger at drikke vand, har hun klare øjne, blankt hår, hvide tænder og et nærværende blik.
Den unge pige er et af de motiver, der pryder drikkedunke, postkort og bogmærker, som er udsendt til alle landets folkeskoler og ungdomsuddannelser. Budskabet er klart: Drik vand, det er bedst for din krop! Indtagelse af store mængder energidrik kan ødelægge din koncentration, gøre dig irriteret og give dig søvnbesvær. Alt sammen noget, der kan gå ud over skolegang og hverdagsliv.
”Jeg har igangsat informationstiltaget for at skabe opmærksomhed omkring, hvordan energidrikke kan påvirke børns og unges adfærd og deres generelle velbefindende. Det primære formål med tiltaget er, at informere forældre, børn og unge om, at indtagelse af energidrikke i store mængder ikke er hensigtsmæssigt, og kan have negative konsekvenser for børns og unges sundhed og adfærd,” udtaler Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Agathe Fontain.
På den kommende Efterårssamling skal Inatsisartut genoptage drøftelserne om et lovforslag om forbud af salg af energidrikke til børn og unge under 18 år.
For yderligere oplysninger kontakt Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Agathe Fontain på telefon: +299 55 33 03
Sidst opdateret d. 17. august 2012