
Det har længe været et brændende ønske at anskaffe en MR-scanner (magnetisk resonans scanning) til Grønlands Sundhedsvæsen, og med en donation fra Candys Foundation er det nu lykkedes!
(23. januar 2012)
MR-scanneren vil sammen med den nuværende CT-scanner stille Grønlands Sundhedsvæsen i forreste række, når det gælder billeddiagnostisk udstyr.
En MR-scanning giver optimal mulighed for at se strukturer og organer i kroppen. Det er en stor hjælp i diagnosticeringen af patienten, og giver mulighed for et hurtigere behandlingsforløb.
Fra efteråret 2012 vil patienter kunne blive scannet på DIH og skal således ikke længere sendes til Danmark. Dette giver både mulighed for at undersøge flere, og samtidig er det et stort fremskridt for behandlingstilbuddene i Grønland.
Anskaffelsen af en MR-scanner har længe været forberedt. Allerede i 2002 under planlægningen af den nye Røntgenafdeling på DIH blev der afsat plads til en MR-scanner, og anskaffelsen medfører derfor kun minimale ombygninger.
Candys Foundation er en familiefond, der før har ydet donationer til sundhedsvæsenet, bl.a. Herlev Hospital, Rigshospitalet og Slagelse Sygehus. Donationen omfatter ud over scanneren bl.a. indretning af faciliteter, undervisning af personale og supplerende udstyr.
Agathe Fontain udtaler: ”MR-scanneren er et fantastisk diagnostisk værktøj, som udover at stille en meget præcis diagnose, også giver os mulighed for at behandle patienter i Grønland. Det er jeg rigtig glad for, fordi jeg ved, hvor vigtigt det er for patienter at være tæt på sine pårørende i svære situationer”.
MR-canneren, der vejer flere tons, er bestilt hos Hitachi i Japan, hvorfra den bliver fragtet med skib. Der vil derfor gå nogle måneder, før den er på plads. Det forventes at MR-scanneren bliver taget i brug i slutningen af året.
For yderligere oplysninger kontakt ledende overlæge på Medicinsk afdeling, Dronning Ingrids Hospital, Folmer Lynggaard på tlf: +299 34 47 33, e-mail foly@peqqik.gl eller styrelseschef Kurt Nielsen på tlf: + 299 34 43 93, e-mail: kuni@peqqik.gl
Sidst opdateret d. 23. januar 2012