Symptomer
Viser sig oftest inden en uge efter smitte med rødme, kløe, smerter og svie på kønsdelene. Senere kommer der små væskefyldte blærer og eventuelt influenzasymptomer med feber. Blærerne brister og bliver til sår, som tørrer ind.
Efter 2-3 uger er sårene helet op. Herpesvirus ligger nu i dvale i nervebanerne. Måske får du kun et udbrud, måske får du gentagne udbrud. Senere udbrud er lettere end det første og går hurtigere over. Mange er smittet med herpesvirus, og de færreste får udbrud.
Smitte
Skyldes et virus, Herpes Simplex Virus. Herpes smitter ofte ved sex. Der er herpesvirus i de små blærer og sår. Ved mundsex kan herpes på læberne (forkølelsessår) smitte til kønsdelene. Selv om man ikke har udbrud, kan man alligevel smitte med herpesvirus.
Undersøgelse
Herpesvirus kan påvises i lidt væske fra blærer eller sår. Men herpesudbrud er ofte så karakteristiske, at der ikke er grund til at tage prøver.
Behandling
Tal med din læge om behandlingsmulighederne. De fleste herpesudbrud er lette og kræver ingen behandling.
Følgerne af ubehandlet sygdom
Hvis du har herpes og er gravid, bør du tale med din læge om det. Herpesvirus kan overføres til barnet ved fødslen. I nogle tilfælde tilråder man derfor kvinden at føde ved kejsersnit.
Kilde: ”Hvad er sexuelt overførte sygdomme?”, PAARISA, 2002
Sidst opdateret d. 19. december 2010