Symptomer
Det første tegn på syfilis er et sår, der viser sig 2-4 uger efter smitte. Oftest på kønsdelene, men såret kan også sidde andre steder, f.eks. på læberne eller ved endetarmen. Måske kommer der der hævelse af de lymfekirtler, der er i nærheden af såret. Såret gør ikke ondt og forsvinder efter nogle uger, men du har stadig syfilis, hvis du ikke er blevet behandlet. Et par måneder efter at du er smittet, kan der komme et rødt, småplettet udslæt på krop, arme og ben.
Smitte
Sygdommen skyldes en bakterie, Treponema pallidum. Der er syfilisbakterier i syfilissåret, derfor smitter syfilis især i den periode, hvor der er et syfilissår. Syfilis kan også smitte gennem blod. Derfor kan en gravid med syfilis smitte sit ufødte barn. Alle gravide får taget en blodprøve for syfilis, derfor er medfødt syfilis stort set udryddet.
Undersøgelse
Syfilisbakterier fra et sår kan ses i mikroskop. En blodprøve kan med sikkerhed fastslå, om du er smittet med syfilis.
Behandling
Syfilis behandles med pencilinindsprøjtning. Efter behandling skal nye blodprøver sikre, at du er helt rask.
Følgerne af ubehandlet sygdom
Hvis syfilis ikke bliver behandlet, kan der flere år senere komme alvorlige symptomer fra huden, knogler, hjerne og blodkar.
Kilde: ”Hvad er sexuelt overførte sygdomme?”, PAARISA, 2002
Sidst opdateret d. 19. december 2010