vælg et emne
... eller vælg et emne

Topmøde for landets forebyggelseskonsulenter

26-02-2015

I disse dage afholder Departementet for Sundhed landsmøde og kursus for 25 forebyggelseskonsulenter fra hele landet. Landsmødet som afholdes i Nuuk startede i mandags og slutter på søndag.


Sundhed skal være nemt.

Landsmødet for forebyggelseskonsulenterne bliver afholdt hvert andet år. Årets tema er sundhedspædagogik, hvor forebyggelseskonsulenterne får viden om bl.a. ”hvad er den bedste måde at forbedre sundheden på? Hvilke strategier skal tages i brug? Hvordan involveres borgerne i sundhedsfremme?

”Vi har fået en god forståelse for forskellen mellem forebyggelse og sundhedsfremme. Der er forskel på både mål og metoder, når man skal arbejde enten forebyggende eller sundhedsfremmende eller med begge dele. Vi har fået en forståelse for hvor vigtigt det er at arbejde sundhedsfremmende, også når vi forebygger”, siger Eva Kirkegaard, som er forebyggelseskonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq.

Rygestopinstruktørkursus
I forlængelse af Landsmødet bliver der afholdt rygestopinstruktørkurser, efter eget ønske fra forebyggelseskonsulenterne. Forebyggelseskonsulenterne får redskaber med hjem til deres egen by eller bygd til at afholde rygestopkurser for børn og unge.

Ekstra kuffert med hjem
Deltagerne har også fået udleveret en lille kuffert med materiale om kost, rygning, alkohol/hash og motion. Kufferten indeholder alt hvad der skal bruges til at afholde dynamiske borgermøder: Dilemmaspil, quiz og ikke mindst et usb-stik med de fire tv-programmer ’Grib Muligheden’, som giver inspiration til, hvordan man kan leve et sundere liv. Kufferten er udarbejdet med støtte fra Nunafonden. ”Grib Muligheden” vises også på KNR den 3. og 4. marts

 

For yderligere oplysninger kontakt Konst. Souschef Leif Grønvold Jensen tlf: +299 34 66 16 eller e-mail: legj@nanoq.gl