vælg et emne
... eller vælg et emne

Plan for fremtidens misbrugsbehandling

30-04-2015

I uge 18 fremlægger Naalakkersuisut ”Forslag til national plan for fremtidens misbrugsbehandling”. Planen er blevet til i et bredt samarbejde mellem sundhedsvæsenet, kommunerne og det sociale område


-”Jeg er meget glad for, at kunne vise det endelige resultat af det arbejde omkring en plan for fremtidens misbrugsbehandling, der blev igangsat af Inatsisartut tilbage i 2013 her i uge 18, hvor der i forvejen er fokus på vores forbrug af alkohol og de konsekvenser et misbrug kan have,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Lund Olsen og fortsætter:

- ”Det er tydeligt, at misbrug har massiv negativ effekt på vores samfund og ligger bag en lang række problemer i familierne og på arbejdspladserne. Et bedre tilbud om behandling af misbrug er derfor en nødvendighed. Misbrugsbehandling er ikke blot en investering i fremtiden for den enkelte borger med behov, det kan også betale sig samfundsøkonomisk. Så det er bare med at komme i gang.”

Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen ser ”Forslag til national plan for fremtidens mis-brugsbehandling” som en vigtig brik til at nå Naalakkersuisuts mål. Det gælder særligt i forhold til koalitionsaftalens mål om at familier, der har behov for hjælp også får den, at mindske arbejdsløsheden, og at landet bliver selvforsynet med veluddannet arbejdskraft.

Planen skal også ses i sammenhæng med Naalakkersuisuts arbejde med en førtids-pensionsreform og specielt indsatsen for at få arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet.

Planen er endnu ikke finansieret, men det er Naalakkersuisuts ønske, at den skal indgå i de kommende forhandlinger om finanslov 2016.


Læs her: 
Forslag til national plan for fremtidens misbrugsbehandling

For yderligere oplysninger kontakt Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Lund Olsen via Ministersekretær Lea Holm på +299 346605 eller e-mail leah@nanoq.gl