vælg et emne
... eller vælg et emne

Departementet for Sundhed og CSR Greenland fornyer samarbejdsaftale

01-10-2015

Departementet for Sundhed og CSR Greenland vil sikre, at deres hidtil gode samarbejde om sundheden fortsætter. Derfor har parterne valgt at forny samarbejdsaftalen fra 2012.

Med samarbejdsaftalen forpligtiger Departementet for Sundhed og CSR Greenland sig til at samarbejde om at koordinere arbejdet med at udbrede sundhedsfremmende tiltag på arbejdspladserne. Parterne er enige om, at sundhedstiltag har en større effekt, hvis de koordineres og igangsættes, så de understøtter hinanden i deres udbredelse.

-”Folk opholder sig mange timer på deres arbejdsplads hver dag. Derfor har virksomheder og arbejdspladser et ansvar for deres medarbejderes sundhed i den tid, de er på arbejde. Derfor glæder det mig at kunne forny samarbejdsaftalen med CSR Greenland, så vi fortsat kan sikre samarbejde og sammenhæng mellem de sundhedsfremmende aktiviteter, der retter sig mod virksomhederne og deres medarbejdere”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen.

Brian Buus Pedersen, Bestyrelsesformand for CSR Greenland tilføjer:
-”For CSR Greenlands medlemmer er sundhed på arbejdspladserne et naturligt indsatsområde, og mange af de grønlandske virksomheder har allerede fx kostpolitik, motionsordninger og lignende. Sunde medarbejdere har færre sygedage og har mere overskud i hverdagen – det er til gavn for både de enkelte ansatte, for virksomhederne og for samfundet. Derfor giver det god mening at arbejde tæt sammen, også med det offentlige, om at holde fokus på sund livsstil.”

Departementet for Sundhed og CSR Greenland har tidligere samarbejdet omkring uddannelse af rygestoprådgivere i grønlandske virksomheder, et inspirationskatalog til virksomhederne om strategisk sundhedsledelse, indsatsen ”Take a Stand” om stillesiddende arbejde samt afholdelse af et foredrag med Chris MacDonald omkring sundhed på arbejdspladsen.

For yderligere oplysninger kontakt:
Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Doris Jakobsen via Ministersekretær Rosa Thorsen på telefon +299 55 33 03 eller e-mail
rosat@nanoq.gl
eller
Bestyrelsesformand for CSR Greenland Brian Buus Pedersen via Projektmedarbejder i CSR Greenland Pia C. Bang på telefon +299 36 37 16 eller e-mail
pia.c.bang@csr.gl