vælg et emne
... eller vælg et emne

Hurtigere behandling til hjertepatienter på Dronning Ingrids Hospital

25-08-2016

Nu kan lægerne på Dronning Ingrids Hospital hurtigere overføre nødvendige ultra-lydsundersøgelser til hjertespecialister på Rigshospitalet i København. Det giver en hurtigere diagnose og i sidste ende en hurtigere behandling.

Hjertepatienter vil fremover få gavn af et nyt system, som overfører ultralydsundersøgelser mellem Dronning Ingrids Hospital og Rigshospitalet. Systemet gør det muligt at overføre billeder mellem de to sygehuse hurtigere og i høj kvalitet.

”Vi havde første gang nytte af den nye løsning for kort tid siden,” fortæller overlæge på Medicinsk Afdeling på Dronning Ingrids Hospital Uka Wilhjelm Geisler og forstsætter: ”Vi havde et lille barn på få måneder, som blev diagnosticeret med en alvorlig medfødt hjertefejl, som krævede akut operation. Ultralydsundersøgelserne af hjertet, som kaldes ekkokardiografi, blev foretaget på Dronning Ingrids Hospital og billederne blev hurtigt overført til specialisterne i København. Efter gennemgang af de overførte billeder blev supplerende udredning og operation planlagt allerede inden evakueringen.  Barnet ankom til Rigshospitalet natten mellem torsdag og fredag, fik lavet de supplerende undersøgelser fredag morgen og blev opereret lørdag formiddag og alt er indtil nu forløbet ukompliceret,” forklarer Uka videre.

Denne historie illustrerer, hvordan samarbejdet mellem Dronning Ingrids Hospital og de danske hospitaler og dermed patientbehandlingen er blevet markant forbedret.

”Førhen var det vanskeligere at diskutere diagnoser og operationsmuligheder, fordi billedoverførelsen af de levende billeder tog længere tid og blev af for dårlig kvalitet til, at hjertelægerne i Danmark kunne se detaljerne” fortæller Uka Wilhjelm Geisler og fortsætter ”Det betyder rigtigt meget for vores arbejde og behandlingen, at kommunikationsmulighederne med de andre hjertelægekolleger er optimal, så vi hurtigt kan få tilbagemeldinger og vurderinger af nogle af de ekkokardiografiundersøgelser, som vi laver. ”

Løsningen, som er udarbejdet i samarbejde med IT afdelingen og Hjerteafdelingen på Rigshospitalet, tilgodeser både børne- og voksenhjertepatienter fremadrettet. Dronning Ingrids Hospital har ca. 75 hjertepatienter hvert år, som nu vil få gavn af det nye system.

Kontakt:

Styrelseschef Jóanis Erik Køtlum på telefon: +299 34 43 93 eller e-mail: sundhedsledel-sen@peqqik.gl