vælg et emne
... eller vælg et emne

Patientsikkerheden kommer først

16-11-2016

Patientens sikkerhed skal være i højsædet, når der skal foretages kirurgiske indgreb. Det er baggrunden for, at der ikke længere er krav om, at der kan foretages kirurgiske indgreb på de mindre sundhedscentre.

I et indlæg i Nakorsanut, som også er bragt på Sermisiaq.AG beklager ortopædkirurg Finn Eldon, at der ikke længere kan foretages kirurgiske indgreb på de mindre sundhedscentre.

-”Med al respekt for Finn Eldons synspunkter, så har tiderne ændret sig. Vi har i 2011 indført en sundhedsreform, som blandt andet blev implementeret på grund af rekrutteringsudfordringer på det lægelige område og i forhold til specialuddannede sygeplejersker. Målet med reformen var blandt andet at skabe stærke faglige miljøer i hver region, for at sikre, at vi også fremadrettet kan rekruttere det nødvendige personale med de rette kompetencer,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, og fortsætter:

-”Det betyder, at akutte operationer i dag bliver overført til enten regionssygehuset eller til Dronning Ingrids Hospital, hvor der er det rette personale med de rette kompetencer og udstyr til at foretage kirurgiske indgreb. Det handler først og fremmest om at sikre patienternes sikkerhed. Det er et område, som vi ikke vil gå på kompromis med.”

-”Mulighederne på sundhedscentrene er styrket på anden vis. For eksempel med ultralydsscannere, som kan bruges til at foretage en tidlig diagnostik.  Med de telemedicinske adgange, hvor man har adgang til speciallæger, kan man hurtigt få vurderet patienten og få flyttet vedkommende i tide.”

-”Naalakkersuisut igangsætter en evaluering af sundhedsreformen. Hvis evalueringen viser, at der er noget, som vi kan gøre bedre og som kan føre til en bedre service af borgerne, så er vi naturligvis villige til at kigge på det,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed Agathe Fontain.  

Nogle af de vigtigste mål med Sundhedsreformen, som trådte i kraft den 1. januar 2011, var at sikre, at sundhedsvæsenet fortsat kan levere en tidssvarende service, at sætte fokus på den lokale sundhedsbetjening af borgerne og at udnytte de økonomiske, teknologiske og personalemæssige ressourcer bedst muligt.

Læs om sundhedsvæsenets tilbud i din region her på Peqqik.gl
 

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Nauja Møller på mobil: +299 58 26 54 eller e-mail: nmoe@nanoq.gl