vælg et emne
... eller vælg et emne

Vellykket møde mellem de Vestnordiske sundhedsministre

05-09-2017

Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, var vært for Vestnordisk sundhedsministermøde i dagene 29. - 30. august. Formålet med mødet var at udveksle viden og erfaring landene imellem og at udbygge samarbejdet mellem sundhedsministrene i de tre lande.

-”Jeg er meget glad for samarbejdet med mine ministerkollegaer i Island og på Færøerne. Selvom Grønland, Island og Færøerne på mange måder er vidt forskellige, så deler vi alligevel mange af de samme udfordringer på sundhedsområdet. Derfor kan vi lære meget af hinanden,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain og fortsætter:

-”Vi er små befolkninger, som bor ganske spredt, og vi har fælles udfordringer i forhold til at rekruttere det nødvendige sundhedspersonale. Derfor må vi være kreative og tænke nyt, når vi skal levere en god service på sundhedsområdet til vores borgere. Her kan vi udnytte hinandens erfaringer, så vi ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang.” 

Fra Island og Færøerne var man interesseret i at høre om organiseringen af det grønlandske sundhedsvæsen, herunder om erfaringerne med regionaliseringen af sundhedsvæsenet og oprettelsen af fem sundhedsregioner. Også de grønlandske erfaringer med telemedicin og de lave udgifter til medicin vakte den færøske og islandske sundhedsministers interesse.

Et gennemgående tema på de to mødedage var ”Health in all Policies”. Altså, at det er vigtigt, at sundhedsfremme indtænkes i alle politikker, særligt på de højeste niveauer. Erfaringer fra Island viser, at der gennem tværsektorielt samarbejde kan opnås rigtig gode resultater til glæde for borgerne. 

 -”Det er vores opgave som politikere at gå i front og sikre, at sektorerne samarbejder. På højeste politiske niveau skal der være enighed om at fokusere på helheden og på det gode liv,” udtaler Agathe Fontain.

På mødet blev der talt om vigtigheden af fokus på en tidlig indsats for mental sundhed. Arbejdet med misbrugsbehandling og lovgivning på alkoholområdet var også fremtrædende punkter på dagsordenen. Her har Grønland i høj grad ladet sig inspirere af Færøernes og Islands restriktive lovgivning på området i arbejdet med forslaget til den ny alkohollov, som skal behandles på Inatsisartuts Efterårssamling.

De tre ministre var enige om, at den foreliggende samarbejdsaftale fra 2014 er et godt fundament for det videre samarbejde, og at man løbende vil drøfte en udvidelse af aftalen. 
Næste møde mellem de Vestnordiske sundhedsministre afholdes i Island i august 2018.  

For nærmere information kontakt Ministersekretær Nauja Møller på mobil +299 58 26 54.