vælg et emne
... eller vælg et emne

Tillykke til Årets aktive skole, arbejdsplads og borger

06-11-2017

Vinderne af Departementet for Sundheds konkurrence om at fremme fysisk aktivitet er fundet. Årets aktive skole, aktive arbejdsplads og aktive i samfundet modtog deres priser ved Maligassiuisut Show lørdag aften på Ilimmarfik.

Foto: Emil Nørgaard Stach

Det blev en festlig aften, hvor Departementet for Sundhed, Grønlands Idrætsforbund og Elitesport Greenland uddelte priser til rollemodeller indenfor idrætten og sundheden. Prisuddelingen blev krydret med en række underholdende indslag i form af musik, dans og skuespil.

Showet blev vist direkte på KNR TV. Parterne bag showet håber, at mange har set det, og er blevet inspireret af prismodtagernes indsatser.

Årets aktive skole blev Muusap Atuarfia fra Saatut. Muusap Atuarfia har på en enkel og overskuelig måde formået at gøre fysisk aktivitet til en naturlig del af skoledagen. På Muusap Atuarfia danser eleverne flere gange om ugen. Det er en aktivitet, der ikke bare fremmer fysisk aktivitet, men som også gavner trivslen og sammenholdet på skolen.

Årets aktive arbejdsplads blev Mittarfeqarfiit. Hovedkontoret har valgt at sætte fokus på sundhed, bevægelse og fællesskab i hele 2017. Der er sat tid og ressourcer af til formålet og der er lavet en aktivitetsplan for hele året. Mittarfeqarfiit er et godt eksempel på, hvordan arbejdspladser, hvor medarbejderne har meget stillesiddende arbejde, kan sikre at medarbejderne har mulighed for at være fysisk aktive i løbet af arbejdsdagen.

Endelig blev prisen for Årets aktive i samfundet uddelt. Vinderen er Marie Natuk Nielsen, som viser hvordan den enkelte borger kan gøre en stor og positiv forskel, når det handler om at fremme fysisk aktivitet.

Marie Natuk Nielsen står bag det sundhedsfremmende projekt ”Aneerta”, hvor 40 kommende skolebørn i Qaqortoq igennem en periode på 13 uger kom på aktive ture, dyrkede grøntsager og lærte at bruge naturen i hverdagen. Baggrunden for projektet er Maries vision om, at et aktivt friluftsliv skal blive en større del af den grønlandske hverdag i fremtiden, for at øge glæden ved  fysisk aktivitet blandt befolkningen og dermed forbedre folkesundheden.

Departement for Sundhed ønsker vinderne tillykke. Du kan se – eller gense – tre korte film om Årets aktive her på Peqqik.gl. Her kan du også læse mere om, hvordan du, din arbejdsplads eller skole kan deltage i konkurrencen om at fremme fysisk aktivitet i 2018.

For yderligere oplysninger kontakt sundhedsfaglig konsulent i Departementet for Sundhed, Kista Hammeken Lennert på telefon: 34 51 13 eller khle@nanoq.gl

 

Maligassiuisut Show 2017. Fotos: Emil Nørgaard Stach